Der findes mange råd på nettet, der ikke helt holder, når det kommer til en god start på tilværelsen med sin nye hundehvalp. Det første skridt er en ny hundekurv eller hundeseng, men når det skridt er taget, er der fortsat mange ting, som er essentielle at vide.
Læs med her.
Lad hvalpen blive tryg i sit nye hjem
Det første skridt, når du skal have den lille nye til at falde på plads, er, at du lader den blive tryg i de nye omgivelser og dens nye hjem. Og hvordan lader man den så blive tryg i nye omgivelser? Det er faktisk ganske simpelt, skal du se. Det eneste, som det kræver af dig, er tid. Hvalpen falder bedst til, når du lader den være i nærheden af dig.
De første dage og nætter bør du være i nærheden af hvalpen konstant, så den får en reel chance for at falde godt til i sit nye hjem sammen med dig. Vi anbefaler klart, at du lader hvalpen sove ved siden af din seng. Mange ligger sig på en madras på gulvet de første nætter, hvor de fremadrettet ønsker, hvalpen skal ligge.
Efter nogle dage kan man trinvist flytte kurven derhen, hvor man ønsker hunden skal sove, og dermed undgår man en stressende hund, der står uden for soveværelsesdøren og hyler.
Har du sikret hjemmet – og haven?
Sund fornuft gør aldrig noget, og det gør det i særdeleshed ikke, når vi taler om hvalpens nye hjem. Gennem tiden er der nemlig mange hunde, der på tragisk vis har mistet livet grundet ejerens uopmærksomhed hvad angår specifikke ting, der burde være fikset.
Sørg altid for, at dit hjem er forberedt til at få et nyt medlem. Blottede el-ledninger, skarpe kanter eller huller i hegnet. Uanset hvilke kvaler dit hjem måtte have, så sørg for at få dem udbedret, før din nye bedste ven flytter ind.
Få en renlig hvalp på ingen tid
Om man er menneske eller hund, så forholder det sig således, at det, som der kommer ind, skal ud igen. En renlig hvalp er faktisk ikke nogen videnskab, så frygt ej. Når hvalpen har sovet, spist, drukket, leget, generelt været i bevægelse, eller når den generelt bliver opstemt, skal den som regel altid tisse eller lave stort.
En lille hvalp vil ikke give dig nogle rigtige tegn på, at den skal ud og besørge, men der vil dog være andre små signaler, som man kan holde øje med. En af de centrale ting er, at hvalpen søger væk fra, hvor den sover.
Men som udgangspunkt skal du selvfølgelig selv sørge for at ordne disse ting i tide, når du har valgt at anskaffe en hundehvalp. Sørg derfor altid for selv at tage hvalpen med ud på de førnævnte tidspunkter, og vent til, at den har gjort sin ting. Når hvalpen har tisset eller besørget, er det vigtigt, at du husker at rose den.
Vi finder det super vigtigt at understrege, at det er en stor skrøne, at det hjælper, når du straffer hunden for at have besørget indenfor. Netop denne afstraffelse medvirker til en usikker hund – så husk, at det er dit ansvar at gøre hunden renlig, og sommetider sker det lynhurtigt, andre gange tager det lidt ekstra tid – vær tålmodig!
Alene-hjemme-træning
Et vigtigt aspekt i træningen af din nye hvalp er alene-hjemme-træningen, der ikke må undervurderes eller glemmes. Det bliver i sidste ende utroligt stressende for dig selv, hvis du vælger ikke at gøre det.
Denne træning kan du allerede påbegynde efter nogle dage i dens nye hjem. Det er en god ide, at du gør det, når hunden er enten træt eller har været ude og tisse eller besørge. Placer derefter hvalpens kurv med legetøj et sted, hvor den har været vant til at være i nogle få dage. Herefter lader du hvalpen være alene i nogle få minutter, hvor du med fordel kan lade TV’et brænde, så den stadig tror, at du er der.
Det er vigtigt, at du i dette skridt blot forsvinder uden at tage afsked med hunden. Hvis du kan nå at returnere, før hvalpen bliver urolig, er det ideelt. Hvis den derimod begynder at hyle, er det vigtigt, at du venter 2 hele minutter, hvor den har været helt i ro. Når du ser hvalpen igen, skal du ignorere den – netop for at gøre det så lidt dramatisk som muligt for hvalpen.
Gentag denne træning få minutter om dagen, og før du ved af det, er din skønne nye hvalp klar til at være alene hjemme.
Gammel dansk hønsehund
Racen er skabt af en hundeopkøber ved navnet Morten Bak. Den er en kombination af den jyske gårdhund og diverse udenlandske racer. Desværre så er racen på tilbagetog, da man i løbet af tiden har ændret jagtmetoderne. Dansk hønsehund er i stor stil blevet erstattet med hurtigere engelske hunderacer.
Udbredelse og popularitet
Hønsehunden var oprindeligt meget populær på Lolland, hvorefter den spredte sig til godserne rundt i Danmark. Som hunderace har hønsehunden heldigvis fået et opsving siden. Den danske hønsehund har haft to renæssancer igennem sidste århundrede i Dnmark.
I efterkrigsårene hvor Danmark blev mere nationalistisk gik mange væk fra de engelske jagthunde og benyttede hønsehunde igen. Ganske uventet fik hønsehunden igen en opblomstring i 1990’erne da Poul Thomsen fremviste sin hund Balder i tv-programmerne Dus med dyrene og efterfølgende i en Julekalender.
Du kan læse meget mere om hønsehunde på wikipedia.
Dansk-Svensk gårdhund er en god familiehund
Den dansk-svenske gårdhund tilhører racegruppe 2, som gælder pincher- og schnauzertypen, molosser og sennerhunder. Den får sit racenavn omkring 1987 i både Danmark og Sverige, men har selvsagt fandtes på landsteder lang tid for inden. Oprindelsen er usikker, men meget tyder på at hunden har rejst rundt sammen med vikingerne, hvorfor den har sat sine spor overalt i “det gamle Danmark” – herunder også Slesvig-Holstein og Skåne.
Racen har været særligt dygtig på gårde, hvor den i samarbejde med katten, har holdt mus og rotter væk. Ligeledes fungerede den som vagthund, selskab for både voksne og som legekammerat for børnene.
Før 1987 kaldtes racen for dansk foxterrier i Danmark og skånsk terrier i Sverige, men endte i en anden gruppe.
Der er stadigvæk diskussioner omkring hundens race, da mange mener at den minder meget om en terrier, og atter andre er af den overbevisning at den bør tilhøre gruppen af selskabshunde. Det er nok derfor at mange vil “genkende” denne hund og kalde den for en “Kvik”-hund, da racen minder meget om den kærlige hund fra den populære TV-serie Matador.
I historiens korrekthed burde det nok også havde været en dansk-svensk gårdhund, der skulle spille rollen som Kvik, men det blev en Fox Terrier i stedet.
Hvilket temperament har en dansk-svensk gårdhund?
En dansk-svensk gårdhund er glad af sind, og har et altid livligt temperament. Det er en rigtig god familiehund. Racen er meget lærenem og det er ikke uden grund at hunden også til tid har været brugt i cirkus, da den hurtigt kan lære kunstner. Agility og lydighedstræning er derfor gode aktiviteter for denne hund. Ligeledes kan racen bruges til jagt.
Racen har et veludviklet vagtinstinkt, hvorfor hunden også tit giver hals, når der kommer besøg. Ligeledes er den meget intelligent, og meget samarbejdsvillig, hvorfor man også skal være opmærksom på at holde denne hund beskæftiget, og forandre dens træning, så den ikke kommer til at kede sig i det lange løb.